De sidste år

De sidste år

Af Sebastian Olden-Jørgensen

To år efter præstevielsen blev han bispeviet, og 1677-80 virkede han som apostolsk vikar hos hertug Johann Friedrich af Hannover (1625-79). Selve landet var protestantisk, men hertug Johann Friedrich – bror til Frederik III’s dronning Sophie Amalie – var blevet katolik. Efter den barnløse hertugs død blev Steensen hjælpebiskop af Münster 1680-83 under fyrstbiskop Ferdinand von Fürstenberg af Paderborn og Münster (1623-83). Årene i Hannover og Münster er præget af en stadig mere asketisk livsstil kombineret med en uophørlig apostolsk aktivitet, sjæleiver og omfattende omsorg for de fattige. Fra 1678 havde han som apostolsk vikar tillige ansvar for de spredte katolikker i Nordtyskland og Norden.

I Hannover var arbejdsbyrden endnu overskuelig, og han fik tid til at fortsætte det kontroversteologiske forfatterskab, han havde påbegyndt som præst i Firenze, og til filosofisk-religiøse samtaler med den berømte filosof G.W. Leibniz (1646-1716).

I Münster fik han derimod sin sag for som prædikant, åndelig vejleder, dekan for Sankt Ludgeri kirke og visitator i store områder af stiftet, for slet ikke at tale om vielser, firmelser og gudstjenster. De kirkelige tilstande var med Steensens øjne fortvivlende. Ikke mindst de lokale adelige slægters dominerende indflydelse på kirkelige forhold og de mange uværdige præstekandidater voldte ham bryderier og samvittighedskvaler.

Pga. korruption ved valget af den ny biskop af Münster 1683 flygtede Steensen til Hamborg, hvorfra han forsøgte at tage sig af de store områder af Nordtyskland og Danmark, han som apostolsk vikar havde fået ansvar for. I Hamborg ragede han uklar med de lokale jesuitermissionærer og måtte indse, at han ikke kunne udrette noget under de givne forhold. Til sidst fik han pavens tilladelse til at vende tilbage til sit elskede Italien, men blev i sidste øjeblik opholdt af muligheden for at etablere permanent katolsk gudstjeneste i Schwerin i Mecklenborg. Forinden havde han haft tid til en rejse til København 1685, hvor han som den første katolske biskop efter reformationen hemmeligt uddelte firmelsens sakramente.

Udsigterne i Schwerin var dårlige, og mens tiden gik, fungerede han som almindelig præst, indtil døden indhentede ham. Han døde den 25. november 1686 i helligheds ry under stærke smerter uden en præst, men omgivet af sine venner. På dødslejet bad han bl.a.: “Jeg lider store smerter, min Gud, jeg håber, at de vil nøde dig til at tilgive mig, hvis jeg ikke til stadighed tænker på dig. Jeg beder dig ikke om, min Gud, at du tager smerterne fra mig, men at du giver mig tålmodighed til at udholde dem. Hvis vi har modtaget det gode af din hånd, hvorfor tager vi så ikke også imod det onde? Hvad enten du vil, at jeg fortsat skal leve, eller at jeg skal dø, min Gud, så vil jeg det, som du vil. Vær priset i evighed og lad din hellige vilje ske!” Skuffelserne i Hamborg og opholdet i Schwerin 1685-86 markerer for en ydre betragtning det absolutte nulpunkt, men i et religiøst perspektiv er det i disse år, han lutres til helgen. Skønt han levede i den yderste fattigdom, udstrålede han glæde og fromhed og var vellidt selv blandt protestanter.