Cartesianismen
Af Sebastian Olden-Jørgensen
Under studierne i Nederlandene blev Steensen konfronteret med tanker, der påvirkede ham dybt både som videnskabsmand og som menneske. Det var den såkaldte cartesianisme, opkaldt efter den store franske filosof René Descartes (1596-1650). Descartes indtager en central plads i filosofihistorien, men her skal kun to punkter anføres: For det første var cartesianismen en teori om den rette videnskabelige metode. En af dens grundtanker, som også er grundlag for al moderne videnskab, var den enkle, at man bør tvivle om alt og derfor efterprøve alt. Denne maksimes traditionskritiske brod var lige noget, Steensen kunne bruge, for gennem sine forsøg havde han iagttaget mange uoverensstemmelser mellem det hidtil antagne, og hvad han så for sig på dissektionsbordet.
Men cartesianismen var meget mere end en række metodiske grundsætninger, som lovede sikre resultater. Cartesianismen var også en ideologi, endda en meget materialistisk ideologi, som kun havde bedrevidende foragt tilovers for kristendommen, selvom det af indlysende politiske grunde ikke altid blev sagt højt. På mange måder kan man sammenligne cartesianismen med den efterhånden nu temmelig falmede universitetsmarxisme. Der er den samme blanding af videnskab og ideologi rejst på et fundament, der antoges at være absolut videnskabeligt sikkert, ja slet og ret at være identisk med videnskaben.
Steensen havde allerede under studietiden i København mødt cartesianismen, og i metodisk forstand forblev han cartesianer til sin død. I Nederlandene lærte han cartesianismen som ideologi at kende, og han mødte den brogede mangfoldighed af livsanskuelser, som trivedes i den relative tolerance dér. Det kastede ham ud i en dyb religiøs krise, der næsten gjorde ham til en ateistisk cartesianer, og som først blev endelig overvundet ved konversionen til den katolske Kirke 1667.
Det første skridt til overvindelsen af krisen var en række anatomiske iagttagelser, der overbevidste ham om, at hjertet ene og alene var en blodpumpende muskel og ikke det sæde for livsånderne, cartesianismen antog. Det gav ham en sund skepsis overfor de cartesianske “guruer”, for som han ræsonnerede: Når de kan tage fejl mht. materielle ting, der kan kontrolleres ved enkel iagttagelse, hvorfor skal man så tro dem, når de udtaler sig om metafysiske ting som sjælen og Gud?
Selv efter at Steensen var blevet befriet for den overdrevne agtelse for de cartesianske profeter, nagede det, man kunne kalde cartesianismens religionsopfattelse eller religionskritik, hans sjæl. Som antydet gik denne teori ud på, at den ene religion var lige så god som den anden. Religionen var blot en menneskeskabt ordning, som gav udtryk for menneskenes taknemlighed overfor deres skaber, og dette kunne ske lige så godt i kristne former, som i muslimske, jødiske eller hinduistiske. For det oplyste menneske, der havde gennemskuet dette forhold, måtte det være tilstrækkeligt at tilpasse sig omstændighederne i det land, man for tiden levede i. Tanken om, at der var én sand tro, åbenbaret og foreskrevet af Gud, var for cartesianismen udtryk for uoplyst naivitet.
Da de cartesianske profeters ufejlbarlighed brød sammen for Steensen, satte han også spørgsmålstegn ved deres religionsforståelse, men hvad var alternativet? Han var blevet rystet i sin barnetro og kunne ikke umiddelbart vende tilbage til sin fædrene lutherdom. Det havde studieårene i Nederlandene gjort umuligt. Dér havde han set en hel række forskellige kirkesamfund argumentere på samme grundlag som den danske lutherske statskirke, dvs. på grundlag af skriften alene. Dog kom de til en hel vifte af modstridende opfattelser, ja selv deres indbyrdes afvigende bibeloversættelser afspejlede deres uenighed. Steensen drog den slutning, at det formelle princip, skriftprincippet, ikke var tilstrækkeligt til at finde frem til den sande kristendom.
Cartesianismens svar var selvfølgelig, at ingen form for kristendom er sand, men at alle er lige gode eller dårlige. Spørgsmålet var cartesiansk set ikke relevant, eller rettere sagt: det var kun et praktisk spørgsmål, hvordan man nu bedst indrettede sig. Så skete det, at Steensen blev opmærksom på den katolske kirke. Den katolske kirkes formelle princip er jo ikke skriften alene, men traditionen, inkl. skriften, således som den er betroet et ganske bestemt, konkret, kirkeligt fællesskab: Den katolske Kirke. Her var et reet alternativ til cartesianismens religiøse lunkenhed.
