Fortsatte studier i Frankrig og Italien

Af Sebastian Olden-Jørgensen

Første stop var Paris, hvor han den blev optaget i kredsen omkring humanisten Melchisédec Thévenot (1620-95). Steensen demonstrerede med stor succes sine anatomiske opdagelser og fik per post tildelt den medicinske doktorgrad fra universitet i Leyden. I Thévenots hus holdt han i begyndelsen af 1665 den berømte forelæsning om hjernens anatomi, der påviste svaghederne i de gængse opfattelser af hjernen – deriblandt ikke mindst den cartesianske – og formulerede de principper, den fremtidige forskning måtte gå frem efter. Forelæsningen er en metodisk tour de force, der den dag i dag kan læses med udbytte, og som i anledning af hjerneåret 1997 er blevet genudgivet i revideret dansk oversættelse af Troels Kardel.

Efter et ophold ved det internationalt besøgte protestantiske universitet i Montpellier, drog han i marts 1666 videre til Italien, hvor han i storhertug Ferdinand II af Toskana og siden i dennes søn, Cosimo III, fandt trofaste velyndere og venner. Toskana var dengang et blomstrende fyrstedømme, og storhertugerne markerede sig ikke alene som store kunstmæcener, men fremmede også videnskaben, der trivedes i de forskellige akademier. Steensen kom straks i kontakt med en række fremragende videnskabsmænd, der plejede arven efter Gallilei: Vincenzio Viviani, Francesco Redi & Lorenzo Magalotti. Han lærte også den dannede og dybt religiøse ambassadørfrue Lavinia Arnolfini (1631-1710) at kende, med hvem han diskuterede religiøse spørgsmål. Hun henviste ham også til sin skriftefar, jesuiten E. Savignani, med hvem Steensen kunne få afklaret de finere teologiske nuancer.