Steensen, Stensen, Steno

I dette blog vil du støde på flere forskellige navneformer for Niels Steensen. Hvorfor findes der så mange forskellige, og hvorfor har vi valgt Steensen som den foretrukne form? Svaret hertil findes i Kaspar Kallan’s artikel,  “Wie heisst Niels Steensen eigentlich? Dänische Namenssitten im 17. Jahrhundert” som blev trykt i antologien, Stenoniana: Nova Series; 1 (1991).

Traditioner vedrørende navngivning i det 17. århundrede i Danmark var anderledes på to måder fra dem vi kender i dag: det var ikke almindeligt med efternavne, og man oversatte  rask væk navne til andre sprog, fortrinsvis latin.

Sådan var det også i resten af middelalderens Europa. Man havde et navn, som svarede til vores fornavn; til yderligere identifikation, som vi i dag klarer vha. et efternavn, anvendte man gerne et stednavn, f.eks. Thomas Aquinas (dvs. Thomas fra Aquino), Gottfried von Strassburg, Martinus de Dacia.

Det var let at danne latinske udgaver af navne af bibelsk eller græsk oprindelse: Peder blev til Petrus, Hans til Johannes, Niels til Nicolaus. Selv navne af dansk oprindelse kunne man få til at lyde som latin: Knud blev til Cnuto (og senere Canutus), Svend til Sveno, og Steen til Steno.

I Danmark og resten af Norden anvendte man patronymika i stedet for efternavne, dvs.  man betegnede sig som søn eller datter af  ens far, f.eks. Steensen, Steensdatter (-sen = søn). Når man oversatte danske navne til latin, tilføjede man simpelthen et genitiv form af faderens navn .Niels Steensen var søn af guldsmede Steen/Steno og hed derfor Niels Steeensen/Nicolaus Stenonis. Hans far var søn af Peder/Petrus og hed Steen Pedersen/Steno Petri.

I Island er efternavne stadig sjældne, og man anvender som regel  patronymika.

I det 17. århundrede blev efternavne mere almindelige i Danmark. Professor Thomas Bartholin, Niels Steensen’s lærer,  nedstammede fra en mand ved navn Berthel/Bartholdus, hvis søn skiftede navnet Berthelsen ud med en nyskabelse: Bartholin(us). Dette efternavn er stadig i brug i Danmark. Når han skrev til Niels Steensen på latin, brugte Thomas Bartholin navneformen Stenonius i stedet for den genitive form Stenonis, og forsøgte at præge sin elev i denne retning. Navneformen Stenonius findes da også hist og her i Niels Steensen’s korrespondance, og på det berømte portræt af ham, som hænger på Uffizi museet, men Niels Steensen tog den aldrig til sig, og Bartholin opgav forsøget og vendte tilbage til at anvende Stenonis.

Sydeuropæere kendte  intet til dansk navngivningstraditioner. Den genitive form Stenonis blev misforstået, og derfor erstattede de den med den nominative form, Steno. I Italien blev Steno til Stenone  og i Frankrig til Sténon, på samme måde som Cicero bliver til Cicerone på italiensk og Cicéron på fransk. Dette fandt Niels Steensen sig i. Han underskrev sig ”Niccoló Stenone” når han skrev på italiensk, Nicolas Sténon på fransk, og Nicholas Steno når han skrev på engelsk. Hans problemer blev løst da han blev biskop. Fra da af underskrev han breve som Nic.(olaus) ep.(iscopus) Titiop.(olitanus), dvs. Niels, biskop af Titiopolis.

Steen er et ægte dansk navn, som jo betyder sten. Navnet Steen og efternavnet Steensen er  stadig rimelig almindelige i Danmark. I Steensenlitteraturen staves navnet ofte Stensen, med et enkelt e. Selv stavede Niels Steensen den med to, ligesom sin far, Steen. Stavemåden med enkelt-e  stammer fra A.D. Jørgensen, forfatteren til den første store Steensen-biografi (1884). Under påvirkningen fra skandinavismen, forsøgte Jørgensen at slå bro over den dansk/norsk stavemåde og den svenske ved at vælge navneformen Nils Stensen. Den store Steensen-forsker, Gustav Scherz, overtog Jørgensen’s stavemåde, men kun halvt: Han beholdt e-et i Niels. Scherz retfærdiggjorde denne beslutning ved at påstå, at denne stavemåde  sikrede en korrekt udtalelse af navnet, men faktisk opnåede han det stik modsatte. I Danmark i dag er det mest almindeligt, at Steensen staves med dobbelte-e.