Anatomi, geologi og teologi

Af Sebastian Olden-Jørgensen

Konversionen gjorde en tilbagevenden til fædrelandet umulig, og indtil 1672 drev Steensen sine banebrydende anatomiske og geologiske studier i storhertugens tjeneste. Et hajhoved, som storhertugen skænkede ham, blev anledning til at beskæftige sig med geologiske og palæontologiske spørgsmål. Under arbejdet med hajens tænder blev han nemlig opmærksom på, at de på en prik lignede de såkaldte glossopetrae (tungesten), man bl.a. kunne finde på Malta. Han sluttede deraf, at tungestenene ikke var udtryk for naturens luner men – fuldstændig korrekt – forstenede hajtænder. Når man kunne finde tungesten på land, ja selv i bjergene, så måtte det betyde, at de relevante jordlag engang havde befundet sig under vand. Det ledte ham videre til undersøgelser af jordlagene i omegnen af Firenze, til studier af vulkansk aktive områder ved Volterra og til en stor studierejse gennem Mellemeuropa. I 1669 udgav han en foreløbig sammenfatning af sine resultater, der gør ham til en af geologiens og krystallografiens fædre.

Han nåede dog ikke til ende med sine studier, og det skyldes ikke alene, at han 1675 opgav naturvidenskaben til fordel for præstegerningen. Det har også noget at gøre med hans overordentligt frugtbare videnskabelige begavelse, som ledte ham fra den ene opdagelse til den anden, og med hans veludviklede sans for naturfænomeners sammensatte natur. Han kunne ikke se bort fra gabet mellem de iagttagelser, han gjorde, og de begrænsede muligheder for at give en forsvarlig forklaring på grundlag af den eksisterende viden. Det lammede ham på ingen måde, men det førte ham fra det ene felt til det andet og giver hans videnskabelige produktion et delvist ufærdigt præg. I øvrigt betød årene 1672-74, hvor han gennem Griffenfelds formidling virkede som kongelig anatom i København, også et afbræk i studierne. Vel lå han ikke på den lade side i København, men forholdene for forskning var dog langt ringere end i Italien. Under opholdet i København holdt han bl.a. den berømte anatomiske indledningsforelæsning om den videnskabelige erkendelse og anatomiens sande formål.

Ved siden af de naturvidenskabelige studier syslede han også med teologiske emner og skrev i årene efter 1667 en række mindre afhandlinger, hvor han bl.a. forsvarede sin konversion. Selve konversionen dannede også indledningen til et intensivt åndeligt liv, der kan følges i en række private optegnelser på italiensk.

Efter det toårige ophold som Kongelig anatom i København 1672-74 tog han afsked med naturvidenskaben og lod sig 1675 præstevie for at hellige sig sjælesorg og for “at yde Gud det bedste på den bedste måde, så vidt min svaghed tillod mig det”. Afskeden med naturvidenskaben skyldes ikke foragt for videnskaben, men en personlig erfaring. Hidtil havde det videnskabelige arbejde ført ham til Gud. Nu oplevede han derimod det anatomiske arbejde som et distraktionsmoment. Det tolkede han som et vink fra Forsynet om, at han skulle foretage sig noget andet, og efter moden overvejelse fandt han ud af, at han skulle blive katolsk præst. Det var i 1675 i Firenze, og i de følgende år virkede han som præst for de mange udlændinge, der besøgte byen. Samtidig underviste han storhertug Cosimo III’s søn, prins Ferdinand og udgav sine teologiske småskrifter.