Ductus stenonis og de eksokrine kirtler

Af Hans Kermit

I en alder af 22 år gjorde Stensen sin første vigtige anatomiske opdagelse hos Blasius  i Amsterdam.

I det første fårehoved jeg købte og dissekerede alene, fandt jeg en gang, som så vidt jeg vidste, ingen havde beskrevet tidligere. Jeg tænkte først at ville dissekere hjernen og havde derfor fjernet det yderste væv, da jeg fik den indskydelse at jeg først ville undersøge karrene som løber gennem munden. Jeg førte derfor sonden gennem vævet for at udforske venenes og arteriernes løb. Pludselig opdager jeg at spidsen af sonden ikke længere ligger presset mellem de forskellige hinder, men bevæger sig frit i en rummelig hule. Når jeg fører sonden længere ned, hører jeg at den støde mod selve tænderne.

Sådan blev ørespytkirtelen, eller ductus stenonianus, opdaget. Ikke blot opdagede Stensen ørespytkirtelen, han genkendte den for hvad den var: en kirtel der forsyner munden med spyt.

Stensen var den første til for alvor at forstå kirtlernes funktion. Kirtelsekretets opgave er i mange tilfælde at sikre en gnidningsløs bevægelse mellem forskellige væv i kroppen. Han skriver i en afhandling at ”den mest geniale mekaniker” smører øjnene med tårer, ligesom en almindelig mekaniker smører aksler med olie.

Stensen blev optaget af tanken om at overalt på det menneskelige legeme hvor der forekommer naturlig fugtighed må det være resultatet af kirtelsekreter. Han begyndte derfor at lede efter kirtler på steder af kroppen hvor der normalt findes fugtighed.

Stensens opdagelser blev publiceret i bogen Om muskler og kirtler  og er et gennembrud i forståelsen af kirtlernes opbygning og funktion. Afhandlingens opdagelser blev relativt hurtigt accepteret af samtiden og gjorde Stensen til en berømt mand. Dette var fortjent da han i virkeligheden havde kortlagt størstedelen af kroppens eksokrine kirtler…og i de fleste tilfælde forklaret deres specifikke funktion.