Konversion
Af Sebastian Olden-Jørgensen
Det er uklart, hvornår præcist Steensen begyndte at beskæftige sig mere indgående med den katolske tro. Sandsynligvis begyndte det under hans ophold i Paris 1664-65, hvor han førte forskellige religiøse samtaler. En ganske afgørende etape var, da han overværede Kristi Legems processionen i Livorno 1666. Mens han som en anden turist stod og iagttog dette prægtige skue, slog det ham pludselig, at enten var denne hostie et simpelt stykke brød, og alle de, der viste det en sådan ærbødighed, var gale. Eller også var det virkelig Kristi sande Legeme, og hvorfor knælede han så ikke selv ned og ærede det?
Det første alternativ, at de alle var gale, var det cartesianske, det andet, at det var Kristi sande Legeme, var det katolske. Som en følge af erfaringen ved Kristi Legemes processionen begyndte Steensen et større studium af Bibelen og kirkefædrene. Ret hurtigt kom han til den overbevisning, at protestanterne havde uret, og at mange grunde talte for det katolske standpunkt, men han konverterede ikke.
Ja, faktisk var hans tøven ved at drive hans florentinske venner til vanvid. De kunne ikke forstå, at han, der var så retskaffen, begavet og ærlig, ikke fulgte sin indsigt op med handling. Det, der holdt ham tilbage, var imidlertid, at cartesianismen stadig havde så godt tag i ham. Alternativet hed nu: enten er den ene religion lige så god som den anden, eller også er den katolske den eneste rigtige. Steensens problem var, at hans overbevisning om protestantismens vildfarelse og den katolske tros fortrin – med hans egne ord – kun var en “moralsk sikkerhed”. I barokkens sprogbrug betyder det en intellektuel, rationel sikkerhed bygget på argumenter, som tillader os at antage noget for rigtigt og andet for forkert, men som stadig har et element af sandsynlighed over sig. I mange af livets forhold vil vi aldrig kunne komme længere end til en moralsk sikkerhed, og det er da også fuldt ud tilstrækkeligt, bl.a. i videnskaben. Det er bare ikke tilstrækkeligt til en konversion, i det mindste ikke for Steensen.
Her er det i øvrigt relevant at drage en parallel til Steensens naturvidenskabelige tankegang. Ikke fordi han som teolog ræsonnerede på samme måde, som han gjorde som anatom, men fordi han på begge felter ganske klart så grænserne for den menneskelige erkendelse. Steensen anvendte i samtaler og på skrift mange argumenter for den katolske Kirke, men han foregav aldrig, at argumenterne havde andet til formål end at føre folk til tærsklen til den katolske tro. Han vidste, der ikke findes noget virkelig tvingende argument. Det sidste stykke, den sidste sikkerhed, den var ene og alene en gave fra Gud, en nådegave. Det var ikke abstrakt lærdom. Det var hans egen erfaring.
Steensens eget religiøse gennembrud skete om aftenen allesjælesdag den 2. november 1667. Ambassadørfrue Lavinia Arnolfini, som han havde diskuteret religiøse spørgsmål med mange gange, havde tabt tålmodigheden med hans tøven og vist ham døren. Han sad nu hos hendes skriftefader, den lærde jesuit pater Savignani, for endnu en gang at endevende en teologisk detalje. Savignani var gået op efter bøgerne, og da den lærde pater kom ned med bogstablen, havde Steensen haft sit religiøse gennembrud. Med Steensens egne ord, tog Gud ham ved hånden og førte ham til sin Kirke, så han måtte bekende: “Mine lænker har du løst, Herre!” (Sal 116,16).
Det er værd at dvæle et øjeblik ved dette bibelcitat. Først og fremmest er det vigtigt, at Steensen afstår fra en egentlig beskrivelse af konversionsøjeblikket, men i stedet griber til et tolkende bibelord for at udtrykke den religiøse erfaring. “Mine lænker har du løst, Herre!” udtrykker en befrielse, en befrielse fra sorger og bekymringer, Steensen oplevede som lænker. Mindst lige så vigtigt er, at det var Gud, der løste Steensens lænker og dermed hjalp ham over den tærskel, han ikke kunne overskride ved egen kraft, og hvor al menneskelig kløgt ikke hjalp ham videre. Klarere kan det vist ikke udtrykkes, at trosakten er en gave.
