Studier i udlandet

Af Sebastian Olden-Jørgensen

Efter studierne i København tog han 1660-64 på den obligate studierejse til udlandet. Den førte ham over Rostock til Amsterdam og Leyden, den tids internationale protestantiske lærdomscenter. Dér skabte han sig gennem anatomiske opdagelser, udgivelser og videnskabelig polemik på kort tid et navn i den videnkabelige verden. Det var især øjnenes og mundens kirtler og kar, han koncentrerede sig om. Ørespytkirtlens udførselsgang (ductus parotideus) kaldes stadig efter ham også for ductus stenonis. Han drev også studier i musklernes anatomi og kom til den opfattelse, at hjertet ene og alene var en blod-pumpende muskel. Denne overbevisning stred imod den tids modefilosofi, cartesianismen, men hjertets muskelkarakter var så tydelig at se, at han fik en sund skepsis overfor sin samtids filosofiske “guruer”. I disse år brevvekslede han jævnligt med sin gamle lærer Thomas Bartholin, der hjemme i København gjorde, hvad han kunne, for at Steensen skulle blive hans efterfølger som anatomisk professor – desværre uden held. Stillingen gik til Steensens barndomsven Jacob Henrik Paulli, der havde bedre familieforbindelser, idet hans far, Simon Paulli, var kongelig livlæge.

I efteråret 1663 døde Steensens stedfar, guldsmed Johan Stichmand, og Steensen vendte hjem til København for i foråret og sommeren 1664 at gøre endnu et forsøg på at få en stilling ved universitetet. I den sammenhæng gennemførte han en række anatomiske demonstrationer og udgav en sammenfatning af sin forskning i kirtler, kar og muskler, dediceret til kong Frederik III. Forsøget mislykkedes, og efter moderens død i sommeren 1664 var der ikke mere der bandt ham til Danmark. Med arven fra sin stedfar som rejsepenge drog han atter sydpå.