Niels Stensen og geologi, 2
Af Elsebeth Thomsen
I 1660 tog Steno til Holland for at få en doktorgrad i medicin. Foruden sin opdagelse af ductus stenonianus, forsvarede han samme år en lille afhandling om varme kilder, ”Disputatio Physica De Thermis”, på Universitetet i Amsterdam og tog videre til Universitetet i Leiden for at fuldende sine medicinstudier. Steno fik senere sin doktorgrad i medicin in absentia, mens han var i Paris fra 1664-1665.
I sommeren 1665 rejste han til Montpellier i Sydfrankrig, hvor han blev vinteren over. I begyndelsen af 1666 tog han til Toscana i Norditalien, hvor han blev vel modtaget i Pisa af Storhertug Ferdinando II og hans familie. Pisa havde et lille naturhistorisk museum, Galleria de Semplici. Her tilbragte Steno noget tid i 1668 og 1671-1672 med at ordne og kuratere samlingen af mineraler etc., så den kunne koordineres med den samling af mineraler og fossiler som befandt sig i Palazzo Pitti i Firenze. Hans arbejde blev senere dokumenteret i ”Indice di Cose Naturali”, som er et ufuldstændigt katalog over den naturhistoriske samling indbefattet prøver som Steno selv havde samlet og kuratert.
Fra Pisa rejste Steno til Firenze inden han tog videre til Rom. Her mødte han jesuitten Athanasius Kircher, hvis arbejde om magnetisme han havde læst og skrevet uddrag af som studerende. Kircher forsøgte at anskueliggøre sine mange ideer i et museum, Museum Kircherianum, som indeholdt mange sjældne genstande, deriblandt fossiler. Steno kritiserede og afviste Kirchers ideer om Jorden, i særdeleshed Kirchers teori om bjergenes organiske oprindelse.
Tilbage i Firenze viede Steno sin tid til anatomiske studier. Han deltog også i møderne i Accademia del Cimento, som fandt sted i Palazzo Pitti. Her så han samlingen, som indbefattede mineraler og fossiler, (f. eks. glossopetrae fra Malta). Han havde netop afsluttet sin afhandling om musklerne, ”Elementorum Myologiae Specimen”, da han modtog hovedet af en stor haj, som var blevet fanget uden for Livorno. Med udgangspunkt i sine studier af hovedet, skrev han en artikel ”Canis Charchariae Dissectum Caput”, som blev udgivet i 1667. Steno sammenlignede hajens tænder med glossopetrae og genkendte disses oprindelse som hajtænder. Således kom han til sin konklusion ved at bruge det senere velkendte videnskabelige princip ”nutiden er nøglen til fortiden”. Hans artikel blev illustreret af to plancher fra en upubliceret afhandling om den naturhistoriske samling i Vatikanet ”Metallotheca Vaticana”, af Michaelis Mercati. ( Billedet på en af plancherne viser den store lighed mellem Mercatis tørrede eksemplar og et gammelt museumseksemplar i dag.) Imidlertid havde andre opdaget fossilers organiske oprindelse før Steno, f. eks. Leonardo da Vinci og Fabio Colonna.
Steno forlod så Firenze for at tage områdets geologi i nærmere øjesyn, og begyndte med byens omgivelser. Stenos feltarbejde skulle vise sig at blive vigtigt for hans senere omdømme og renommé. De konklusioner, som han kom frem til, baseret på observationer af lagserien i Toscana og dens indhold af fossiler, gjorde ham i stand til at grundlægge den geologiske videnskab stratigrafi. Hans superpositionsprincip blev senere beskrevet og illustreret i ”De Solido”. Vi ved, at Steno samlede mange fossiler, især muslinger og snegle fra tertiær- og kvartæraflejringer i Toscana. Han indlemmede dem i samlingen i Palazzo Pitti, men de blev ikke nævnt i ”Indice”, sandsynligvis fordi der var for mange.
