Opkaldt efter Steno

Af Elsebeth Thomsen.

Når et nyt eksemplar af en levende organisme eller et fossil bliver fundet bliver det beskrevet og navngivet efter internationale regler. Et navn kan baseres på morfologiske karakteristika, det kan fortælle om det område, hvor eksemplaret blev fundet, eller det kan være afledt af et personnavn; enten navnet på den person der fandt eksemplaret, eller en person som forfatteren af navnet ønsker at hædre. Den samme fremgangsmåde anvendes, når et nyt mineral bliver fundet. Det er en stor ære at få en ny art eller et mineral opkaldt efter sig.

Mindst to dyrearter (fundet som fossiler) og et mineral er blevet opkaldt til ære for Nicolaus Stenonis – Steno. I det følgende vil jeg præsentere disse og kaste lys over, hvorfor de i hvert enkelt tilfælde blev forbundet med Stenos navn.

Stenonaster tuberculatus (Defrance, 1816) er et søpindsvin fundet som fossiler i aflejringer fra øvre kridt ved Monte Magré, Vicenza i Norditalien. Eksemplaret (typeeksemplaret), som blev brugt til at beskrive den nye art, blev udpeget af Defrance i 1816 og fik navnet Ananchytes tuberculatus.  I 1858 reviderede Desor imidlertid systematikken og beskrev et eksemplar under navnet Stenonia tuberculata;  Stenonia var en ny slægt. Imidlertid var navnet Stenonia tidligere blevet brugt for et tusindben, således at de internationale nomenklaturregler om prioritet førte til en revidering og et nyt slægtsnavn, Stenonaster, af Lambert i 1922. Navnet tuberculata blev ændret til tuberculatus, da kønnet skulle være det samme som i Stenonaster.

Desor brugte navnet Stenonia til ære for Steno, ”som var den første, der viede særlig opmærksomhed til studiet af Italiens fossiler” (”qui le premier a consacré un soin particulier a l’étude des fossiles d’Italie”). Eduard Desor (1811-1882) var en tysk-født schweizisk geolog. Han var gode venner med den franske geolog  Élie de Beaumont (1798-1874), som var blandt de første, der genoplivede Stenos videnskabelige ry i begyndelsen af det 19. århundrede.

Equus stenonis Cocchi, 1867 er en uddød hest. Der forekommer fossile rester af denne art i pleistocæne sø-aflejringer i det Øvre Valdarno Basseng i Toscana, Italien. Igino Cocchi (1827-1913), som var professor i geologi og leder af Det Kgl. Institut for Avancerede Studier i Firenze, navngav hesten i 1867. Hans bevæggrund for at hædre Steno var at ”I vores samling har jeg i lang tid kaldt den Equus stenonis for at mindes den pryd som den afdøde Stensen var for museerne i Firenze, og fordi et komplet kranium af denne art, som findes der, er blandt de ældste genstande, som det (museet) er rig på”. (”Nelle nostre collezioni l’ho chimato da molto tempo Equus Stenonis, per ricordare quella illustrazione del Museo Fiorentino che fu Stenone, e percè il cranio intiero di questa specie che vi si conserva è fra gli oggetti più antichi onde va ricco”).

I Indice di Cose Naturali, (et katalog over genstande i Storhertugens samling, som siges at være blevet dikteret af Steno selv), er nr. 178 ”Mulen af en forstenet hest med den sten, den er fundet i”. (“Un Muso di Cavallo impietrito con la pietra nelle quale è trovato”). Typeeksemplaret var imidlertid et næsten komplet kranium, som siges at tilhøre den ældste del af samlingen. Cocchi må have kendt til kopien af kataloget, som Giovanni Targioni-Tozzeti udfærdigede i 1763 hvori Indice udgjorde del nr. 4. Derfor valgte han at hædre Steno ved navngivningen af de fossile rester af en hest.

Plio-pleistocæn aflejringerne i Øvre Valdarno Bassenget har været kendt i århundreder for deres rige indhold af velbevarede pattedyrfossiler. Foruden levningene af heste, mammutter (som Steno troede var Hannibals elefanter), er kvæg, rådyr, sabelkatte, bjørne etc. blevet indsamlet fra profiler, som kan have tjent som inspiration for Steno, jvnfr. tavle XI i De Solido, hvor Stensen demonstrerer stratigrafi-princippet.

Indførslerne nr. 179-182 i Indice er rester af elefanter (kindtænder af mammutter), flodheste (stykker af tænder) og rådyr (et stykke af et forstenet gevir). Alle disse fund blev sandsynligvis også indsamlet i Øvre Valdarno.

Stenonite er et farveløst eller hvidt mineral fra Ivittuut, Sydgrønland. Det monokliniske mineral danner aggregater af krystaller.

Stenonite har en hårdhed på 3,5 og den kemiske formel Sr2Al(CO3)F5 og blev først undersøgt, defineret og beskrevet af Hans Pauly (1921-1997) i 1962. Det blev imidlertid registreret som et ukendt mineral i 1926. I 1955 blev det også fundet i København i et fabriksområde med ubehandlet kryolit fra kryolitforekomsten i Ivittuut, hvor der var minedrift fra 1854 til 1987.

Grunden til at Steno blev hædret på denne måde var ifølge Pauly ”den forbavsende kendsgerning… at den berømte videnskabsmand Nicolaus Stenonis aldrig havde fået sit navn forbundet med et mineral.  Efter diskussioner, delvist med andre danske geologer, delvist med mennesker der studerede Stenos liv, etc., blev det fastslået, at vi kunne tillade os at forbinde hans navn med det nye mineral, som var blevet fundet i kryolitforekomsten i Ivigtut (nu Ivittuut). For en dansk mineralog (Pauly) er det naturligvis en stor glæde at være i stand til at hædre en af de mest prominente danske videnskabsmænd inden for geologi. Det er helt rigtigt, at han er blevet kaldt en af grundlæggerne af geologi, især krystallografi, så det er ganske naturligt, at hans navn skulle inkluderes i en liste af mineraler opkaldt efter fortjenstfulde personer. Det er blot nødvendigt at understrege, at han var den første der gjorde opmærksom på den fundamentale lov for krystaller, om den konstante vinklen mellem krystalflader.” (Stenos lov).

Andre navne, der forbinder Grønland og Steno er et geografisk område i Østgrønland kaldet Steno Land og en gletsjer i Østgrønland kaldet Stenos Bræ (Stenos gletcher).  Begge navne er forfattet under danske ekspeditioner for at hædre Steno.